By: Kristine Karlshøj On: januar 29, 2019 In: Ikke kategoriseret Comments: 0

I sidste uge var jeg i koncerthuset i Odense, hvor jeg oplevede et samtale-foredrag med Rane Willerslev, Tor Nørretranders og Svend Brinkmann. Det der optog mig meget ved netop denne kombination af mænd i samtale, var deres fuldstændige forskellige tilgang til både livet, ledelse og samtalen. Og jeg var nysgerrig på om samtalen egentlig gør os klogere som mennesker og som ledere.

Efter at have deltaget i samtale-foredraget blev jeg lidt i tvivl om samtalen egentlig er for alle. Når vi akademiserer samtalen, så går det almene tilgængelige af samtalen. Pludselig skal man være klog før man træder ind i samtalen.

Rane, Tor og Svend

Rane Willerslev har jeg fulgt nøje de sidste par år, da jeg har stor faglig interesse indenfor kulturledelse. Som leder af Nationalmuseet, er Rane med til at skabe et paradigmeskift indenfor offentlig ledelse. Det er en brydningstid som kun lige er begyndt. Det er vildt spændende.

Tor Nørretranders har flere gange gjort stort særligt indtryk på mig. Da jeg læste hans bog “Det generøse menneske” fik jeg sådan en fornemmelse af at være i samtale med forfatteren, mens jeg læste. Da jeg senere mødte Tor til et foredrag om fællesskaber og fælled-skaber, så fortsatte “samtalen”, som var det et kassettebånd der kun var sat på pause.

Svend Brinkmann er psykolog og professor på Aalborg universitet. Svend skrev for nogle år siden bogen “Stå fast”, hvor han opfordrede os til at fyre vores coach og stå af selvudviklings-ræset. En virkelig provokerende og meget fin bog, om at holde fokus på nærvær i livet. Jeg har brugt bogen meget i mit eget lederskab, og tilmed foræret den til kollegaer og medarbejdere.

De tre kloge mænd har netop udgivet en bog sammen som hedder ”Det, du ikke forstår, gør dig klogere”. Det er den bog som samtale-foredraget er bygget op omkring.

Smid fjernsynet ud

Iført uldfrakke og høje hæle, er jeg driblet afsted for at høre akademiske samtaler i koncerthuset. Jeg køber drinks i pausen og smalltalker med de andre gæster. Mange ligner akademikere (men det kan jo være en fordom). Jeg overvejer midt i samtale hurlumhejet, om det er meningen, at samtalen er for alle, eller for de udvalgte i uldfrakker. Hvordan kan jeg som lederrådgiver være med til at udbrede samtalen som redskab?

I disse år er der en tendens til at smide fjernsynet ud, og droppe de dårlige nyheder. Mange almindelige mennesker er stået af nyhedsræset, og samtaler i stedet med en Insta-influencer eller mødes i virkeligheden og samtaler om det man tænker er dagens nyhed. Det banale er blot, at mange af de mennesker der ikke dyrker samtalen som æstetisk udtryksform, de dyrker fjernsynet til at blive klogere (eller underholdt, og der ved en slags klogere).

I en ledelsesmæssig kontekst er dette fænomen virkelig interessant. Hvordan kan man som leder vedholde samtalen som redskab til dialog mellem mennesker? Hvordan kan samtalen vedblive en æstetisk ledelsesmæssig udtryksform? Får vi alle med?

Translokutionaritet

Jeg bliver virkelig i tvivl om den akademiske samtale egentlig gør mig klogere. Jeg er betaget og underholdt, og jeg reflekterer meget over det talte ord. Jeg elsker også selv at være i samtale og føler at jeg bliver klogere på mig selv hver gang jeg lytter, men også når jeg selv taler.

Filosof Ole Fogh Kirkeby taler om translokutionaritet. Det betyder “jeg forstår først det jeg selv siger, når jeg hører mig selv sige det”. Det er et utroligt akademisk begreb. Men vidunderlig fantastisk… når man først forstår det.

Samtalen muliggør netop, at jeg kan tale, fortælle, sætte ord på. Lade ordene danne sætninger og få den til at danne mening for andre. Og ifølge Ole Fogh Kirkeby giver samtalen mening for en selv, når man hører sig selv sige ordene, og først i dét øjeblik bliver man klar over hvad det er man mener med det man siger. Det er virkelig interessant. Måske forstår jeg først selv, hvad det er jeg mener, mens jeg sidder her og skriver denne tekst til dig, og efterfølgende læser den højt for mig selv.

Samtale er at lytte

Måske handler samtalen i virkeligheden om at lytte. Du bliver klogere af at lytte. Samtalen gør dig klogere, når du lytter. Måske er moralen, at vi som ledere skal hjælpe andre med at blive klogere i samtalen ved at lytte.

For mange mennesker gælder det om at overleve, passe på sig selv og vige bort fra frygt. I sådanne tilfælde er det svært at have overskud til at forstå at samtale gør klogere. Det samme gælder hverdagen på arbejdspladsen for mange af vores medarbejdere.

Derfor må det være vores pligt som ledere, at give vores medmennesker og medarbejdere mulighed for at blive klogere på samtale, ved at samtale med dem. Skabe rum for samtale så de (og vi) kan blive klogere på vores eget liv og hinanden.

Trackback URL: https://www.kristinekarlshoej.dk/2019/01/29/goer-samtalen-os-klogere/trackback/