By: Kristine Karlshøj On: november 24, 2018 In: Ikke kategoriseret Comments: 0
På en helt almindelig hverdag kommer mange af os brugte hjem fra arbejde, og sætter os tungt i den gode stol. Nogle af os snupper et glas rødvin og smider stængerne op på sofabordet.

Vintertid er hygge- og refleksionstid. Vinterens mørke timer blev tidligere brugt til småsysler, reparation af tøj og historiefortælling i stearinlysets skær. Vintertiden gav også et par ekstra timer under dynen, sammen med en der kunne varme de kolde tæer.

I dag kan vi bruge flere vågne timer på at reflektere over vores liv. Vi har elektrisk lys, kaffe, energidrik og anden doping som kan holde os vågne længere. Hvis vi husker at slukke for flimmerkassen, så har vi rigtig mange ekstra timer til rådighed om aftenen. Nogle af de timer kunne man jo bruge på at reflekterer over formålet med livet, arbejdet og hvilke mål man ønsker at sætte sig i sit liv.

Tid, leg og flow

I 2009 skrev jeg en Masterafhandling under titlen “Tid, leg og flow”. Afhandlingen er aktuel som aldrig før, da vi lige nu har fokus på tid som ressource, i forhold til arbejdstidens længde og mængden af frie timer til leg. Vi kan sige, at tidsressourcen er en kvalitativ udnyttelse af vores liv. Den anden aktuelle vinkel på tid er fokus på den tomme tid. Altså tidsangivelsen for “tiden der står stille”. Lad os se lidt nærmere på den tomme tid.

Hvad er tom tid?

Nogen siger at tid er penge. Alternativt kan man sige, at den dyrebareste ressource er tid. Du kan ikke få mere tid end den du har. Du bliver født, lever og en dag så dør du igen.

Men du kan godt have følelsen af, at have mere eller mindre tid. Du kan have en fornemmelse af at være i en tidslomme, hvor tiden går i stå eller du føler at du spilder tiden. Tom tid er betegnelsen for den tid som er gået i stå, og du føler uendeligheden, uden at ane hvor lang tid at den varer.

Midlet mod tom tid er arbejde

Middelalderens munke skabte det moderne arbejdsbegreb og dermed også grunden til vores moderne industrisamfund. Munkene gjorde to skelsættende opfindelser som har påvirket vores tidsopfattelse siden hen. De inddelte døgnet i bedetimer, hvor munkene hver tredje time blev kaldt til bøn. Herved opstod et nyt begreb, nemlig den ”tomme tid”. Det var den tid der lå mellem bedetiderne. Man kan sige at arbejdet blev brugt som terapi, for at holde hænder og tanker beskæftiget så munkene ikke blev ledt i fristelse.

En anden måde at se ”tom tid” på, er at betegne tid som en varighed eller tidspunkt, på samme måde som rum kan betegne både afstand og sted. Derved kan man tale om tomhed i rum. Denne form for tom tid kender vi fra ”kedsomheden”. Når børn siger “jeg keeeeder mig”, så handler det muligvis om (frygten for) at stå i et tomt rum uden defineret indhold, og uden at vide hvor længe man skal stå der og bare stå.

Hvornår spilder vi tiden?

Man kan ikke spilde tiden. Du kan spilde et glas mælk. Tiden er jo ikke forsvundet, du har blot lavet noget andet end det du havde forestillet dig. Du havde måske nogle andre forventninger til hvad du skulle bruge tiden til.

Tiden eksisterer i forhold til en kontekst, i relation til noget eller nogen. Og når man bliver forhindret i at gøre det man gerne vil gøre, så føles det som om man har spildt tiden.

Det handler om overbevisninger.

 

Jeg kender en ung fyr som er flygtet fra sit hjemland til Danmark. Han har brugt 10 år af sit liv på at vente på at kunne starte et nyt liv i Danmark.  Hvad skal der til for at han ikke føler at han spilder tiden? En forløsning.

Jeg kendte også en ældre kvinde, som de sidste 10 år af sit liv ønskede at dø. Hun var mæt af dage som man siger. Hvad skulle der til for at hun ikke følte tids-væmmelse? En forløsning.

Uforløste drømme og visioner

En forløsning handler om at arbejde med de uforløste drømme. Der er jo noget i dig der gør, at du føler at du spilder tiden. En forløsning kan gøre, at du kan få det godt i den tid du er i lige nu.Være glad og nærværende i det nu du lever i.

 

Gå i lag med dine uforløste drømme og visioner. Accepter at du sidder i en lang bilkø. Bliv ikke frustreret. Find i stedet for noget at være glad over. Du kan faktisk øve dig i om du vil være glad eller sur. jo Mere du øver sig, jo bedre bliver du til selv at bestemme. Og hvem har lyst til at være sur?

Tomhed og tankemylder

Det modsatte af tom tid er tankemylder og stress, som meget vel kan være forårsaget af et overload af informationer og aktiviteter. Det kræver tom tid at få et tomt hoved eller et tomt selv. Når du mediterer skubber du alle tanker væk og skaber indre tomhed. Tomhed skaber rum og rydder op, og du får mulighed for at få en frisk start. Tomhed giver klarsyn.

Tom tid er at være i flow, og du har på fornemmelsen at tiden bliver væk.Tom tid er det nu du er i lige nu, og du har fuld fokus på det.

 

Nu sidder jeg her med min rødvin og stængerne op på sofabordet. Jeg har besluttet mig for at vær glad. Jeg har droppet fjernsynet for flere år siden, børnene er flyttet hjemmefra og manden er i flow nede i værkstedet.Jeg tror sgu at jeg går i gang med at skabe et visionboard for 2019.

Trackback URL: http://www.kristinekarlshoej.dk/2018/11/24/tid-til-tomhed-og-tankemylder/trackback/