By: Kristine Karlshøj On: oktober 09, 2018 In: Ikke kategoriseret Comments: 0

Forskning har vist at du husker bedre når du skriver ting ned i hånden i stedet for på en computer, tablet eller telefon. Det er helt grundlæggende for vores hjerne, at håndens arbejde sender signaler direkte i hjernen og motionere de områder hvor huskeapparatet sidder. Samtidig så gør både tegning og skrivning din hjerne mere kreativ så du kan tænke mere udviklingsorienteret.

På virksomheder som afholder stående morgenmøder ved en tavle, og skriver dagens opgaver op i hånden, har man større chance for at nå i mål med opgaverne, end de virksomheder som bruger elektroniske systemer. Måske kender du det at skrive en huskelap når du skal ned og handle. Det virker meget banalt, men utrolig effektivt. Du husker simpelthen bedre når du skriver ting ned i hånden. Det samme gælder dine tanker og drømme for dit liv. Når du tegner og skriver dine drømme ned, så er der større sandsynlighed for at de lykkes.

Business planner bogen

Netop den viden om, at vi husker bedre når vi skriver i hånden, gav anledning til, at jeg sammen med min kollega Marie Wöldike har udviklet en Business Planner til iværksættere og mindre virksomheder. Business Planner er en fysisk bog som du kan skrive i. Det er både et redskab til at sætte sig mål, men også et redskab til at planlægge og strukturere en arbejdsdag, som ofte kan indebære rigtig mange arbejdstimer som selvstændig erhvervsdrivende.

Surfboard for nye ideer

For et par dage siden gav Marie og jeg et oplæg om Business Planner på et ”Surfboard” som var arrangeret af iværksætterhuset Fremtidsfabrikken. Et ”Surfboard” består af et rådgivende panel af eksperter som man præsenterer sin idé eller nye produkt for. De giver herefter gode råd og vejledning til den videre proces med ens produkt.

Da vi præsenterede bogen Business Planner på Surfboard, så var der en bagermester blandt publikum som rejste sig op og spurgte, hvordan vi havde tænkt os at mindre erhvervsdrivende skulle få tid til at bruge en sådan Business Planner, med alle de øvelser og alle de timer man skulle bruge på udvikling. Når han havde været 70 timer på arbejde, så havde ikke overskud til at begynde at skrive i en bog. Og for øvrigt ville han glemme det han skrev om mandagen, når han først fik den åbnet igen om fredagen.

Hoved på sømmet

Det var et virkelig godt spørgsmål – og det var hoved på sømmet. Når man arbejder meget, og investerer al sin tid og energi i sit hjertebarn, ens virksomhed, så er det meget svært at slippe snuden fra sporet og se op over horisonten. Der går drift i foretagendet og det handler bare om at få bagt en masse kager så virksomheden kan få smør på brødet.

Men det holder kun på den korte bane. Har du snuden begravet i sporet hele tiden, så opdager du ikke at verden flyver forbi dig. Det gælder både dig som menneske, og alle de virksomhedsejere du kender omkring dig. Snuden i sporet og fuld fart frem giver adrenalin og effektivitet og produktion, men det giver ikke overblik, udvikling og nye produkter.

Jeg er glad for at bagermesteren rejste sig i forsamlingen og prikkede til virkeligheden. For det var det han gjorde. Vi sad jo alle og tænkte på, hvordan får vi tid til at udvikle vores virksomhed? Hvordan dælen får jeg overskud til at drømme om nye horisonter? Hvordan får jeg taget første skridt?

Sagde op og blev selvstændig

Da jeg for tre år siden sagde mit gode job op, og sprang ud som selvstændig konsulent, så slap jeg snuden af sporet. Det var i dét øjeblik at jeg kiggede op og opdagede verden. Jeg opdagede, at man kunne gøre ting på en anden måde. Jeg opdagede at Langeland var et dejligt sted at flytte tilbage til, og jeg opdagede at det var muligt at skabe et liv i vandkanten med frihed, overskud og fællesskab.

Marie og jeg, vi ved godt at det ikke er alle der lige kan tage en bog som Business Planner i brug. Der kan være langt fra tanke til handling. Der kan være langt fra hverdagens arbejds-trummerum til prioriteret udviklingstid. Men vi har en tro på at vi kan være med til at vække den danske iværksætter, og hjælpe med at gøre mindre virksomhedsejere til gladere mennesker med mere overskud og større visioner.

Hvis du gerne vil udvikle dig, så bliver du simpelthen nød til at tage en time fri fra din drift. Bare 1 time om ugen. Og brug så den time på at tage det første lille skridt. Stik snuden over horisonten. Tag til et foredrag, besøg en kollega, tegn en tegning af en ny maskine, nyd en ny slags kaffe og hvis du er dristig så kan du også lave et vision-board for din virksomhed i 2019!

Fra digital til analog

Vi kan også se en tendens i forhold til at gå fra digital produktion til analog produktion. Vi går mere og mere tilbage til det oprindelige. Det er tendensen i tiden. Vi ser i dag at mange unge mennesker hopper af de sociale medier igen. De gider ikke vende vrangen ud på deres liv på Facebook, og de gider slet ikke at dele deres liv med deres mor (som er storforbruger af Facebook). Tendensen er at vi er på vej mod et mere analogt liv igen. Vi køber en bog frem for en app. Vi vil hellere have fingrene i materialet frem for på skærmen.

Måske kender du de der amerikanske plannere som er vildt moderne for tiden? Du kan få både en Passion-planner, Goaldigger, Bullet Journal og mange andre fancy planlægningsbøger på nettet og i din boghandler for tiden. De fleste bøger henvender sig til kvinder i 30érne som elsker at have en lille lækker notesbog med i håndtasken.

En fancy lille bog til håndtasken

Business Planner for virksomheder er også en lille fancy bog du kan have med i tasken. Målgruppen er både mænd og kvinder, og det er udelukkende en bog med fokus på at drive din virksomhed. Stor som lille. Omslaget på bogen har også en helt særlig Langelandsk kunstnerisk identitet, men den historie får I en anden gang.

I næste uge skal Marie og jeg tage vores egen medicin. Vi skal nemlig tegne og skrive vores markedsføringsplan for Business Planner. Når hele Danmark begynder at forudbestille bogen d. 1. november, så går det nemlig løs i det lille kontor i Nowhuset i Tullebølle med pakning af bøger, interviews, fotoshoot og glamour.

Note til mig selv: Langeland er virkelig et dejligt sted at drive selvstændig virksomhed 🙂

 

Her kan du læse mere om forskningen bag “at huske bedre når du skriver i hånden“. Og her er en artikel mere….

Trackback URL: http://www.kristinekarlshoej.dk/2018/10/09/skriv-det-ned-i-din-bog/trackback/