By: Kristine Karlshøj On: marts 21, 2018 In: Ikke kategoriseret Comments: 0

Historien starter helt tilbage i 1920érne hos min mormor fra Tyskland. Min oldefar var tysk kaptajn, og var i en periode udstationeret i Lima i Peru. Min mormor var på det tidspunkt teenager og var, som så mange teenagere der bliver kastet ud i et nyt liv i et andet land, fornærmet, rasende og umulig. Min mormor var i hver fald typen som lod andre vide hvis hun var utilfreds. Der ud over så var hun en smuk og eftertragtet pige.

Kaptajnfamilien boede i bydelen La Punta i Lima, med pæne villaer og tennisbaner. Når jeg senere hen har spurgt min mormor om hendes teenageår i Peru, så var det tennis og de mørklødede barnepiger som har gjort størst indtryk på hende. Senere har jeg tænkt på, at hun måske aldrig rigtig oplevede landet Peru.

Jeg har længe vidst at jeg gerne ville opleve Sydamerika, men ikke rigtig vidst hvor rejsen skulle starte. Min kæreste Kim har tidligere besøg Costa Rica, og var vild med naturen og menneskene her. Vi drømte om at gøre samme opdagelser i Sydamerika, som han havde gjort i Costa Rico. Min mormors historie var nok det udslagsgivende for vores beslutning om HVOR vi skulle tage hen. Peru skulle det være.

Det sværeste var at tage beslutningen

Kender du det der med at kredse rundt om den varme grød. Du har lyst til at igangsætte, men nervøs for om det kan lykkes. Sådan havde jeg det med turen til Peru. Havde vi råd til det? Hvad med mine kunder – kunne de vente til jeg kom hjem igen? Hvad med børnene? Hunden? Kattene? Hønsene? Jeg kan ikke tale spansk. Kunne jeg begå mig på engelsk? Hvad med planlægningen? Kører der tog i Peru? Hvor skulle vi bo? Virksomhedstur eller kærestetur? Måske skulle vi bare blive hjemme. Det er meget nemmere…

En aften lige før jul købte jeg to flybilletter til Lima, og overnatning til de første to dage. Basta – så var den beslutning taget. Vi skulle afsted i 25 dage i februar. Vi havde ingen ide om hvad vi skulle da vi sad i flyveren. Vi vidste blot, at nu havde vi muligheden for at opleve, være frie, overskride grænser, nå nye mål. Og de eneste som kunne forhindre os i det, var os selv!

3 dage af gangen

Konceptet formede sig hurtigt mens vi rejste. 3 dage hvert sted var perfekt tidsrum til at lande, opleve og komme videre. På den måde var vi hele tiden på farten, uden at have fart på. Vi havde på ingen måde planlagt turen hjemmefra. Vi havde ikke en gang læst ”Turen går til Peru”. Og det spanskkursus på AOF, som jeg skulle have været på var overbooket. Så forudsætninger for succes var lig nul.

Efter et par dage i Lima kunne vi hurtigt mærke at vi skulle UD i landet, op i bjergene og væk fra dyt dyt dyt. Vi tog en bus op mod Andesbjergene, og begav os fra by til by igennem bjergene. Menneskerne i Peru er helt fantastisk varme og rare mennesker. Vi mødte kun godhed og hjælpsomhed på vores vej. Vi rejste med rygsæk og stak på alle måder ud fra mængden, da vi var 2 hoveder højere end bjergfolket. Vi var tilmed både forbrændte og blege på samme tid. Efter Andesbjergene tog vi til ørkenen. Vi ville gerne slutte turen med at opleve de mystiske Nasca lines.

Jeg vandrede mig ind i mit nye liv

Når jeg i mit daglige arbejde rådgiver og hjælper virksomhedsledere, så handler det tit om at optrævle og bearbejde gamle overbevisninger og ubeviste uhensigtsmæssige handlingsmønstre. Vi taler naturligvis om ”hvordan får du succes som leder”, men bagved den ønskede succes ligger der mange bjerge der skal bestiges.

Bjergbestigningen i Andesbjergene blev vendepunktet for mig. Jeg troede ikke at jeg kunne. Helt ærligt. Jeg vejer 5 kilo for meget og kondien er ikke i top. Men det var ikke forhindringen. Den lå inde i mig selv. Wooow det ser højt ud det der bjerg. Der når jeg ALDRIG op… Never ever.. 5 timer senere stod jeg på toppen af bjerget og skreg af glæde mens jeg viftede vildt med armene. Gennemblødt af sved og med mega vabler i skoene. Men jeg gjorde det.

Chicca på bjerget

Den vildeste bjergoplevelse var den dag vi fandt en hund. Det vil sige, hunden fandt os, og fulgte os hele vejen ud af landevejen. Vi kaldte hende Chicca, og hun gik med os hele vejen rundt. Bjerget lå i Huancuasi. En lille landsby i en dal ca. 100 km fra Cuszu. Området var meget frodigt og bjergene grønne og smukke. Vi ville bestige den bjergtop hvor vi boede hos en farmer i de dage. Bjerget så ikke så højt ud, og vi vurdere at det tog 3-4 timer at gå op til toppen, og 2-3 timer ned igen. Vejen var god, og der var mange små sving, og næsten ingen trafik. Vi gik og gik og gik og gik. En venlig sjæl havde sat kilometersten op en gang i mellem. Vi nåede 10 kilometer på vej op, og vi havde på ingen måde udsigt til at nå toppen. Jeg var klar til at vende om, men min kæreste Kim mente godt at vi kunne gå lidt videre. Jeg gik i panik for jeg kunne ikke se om vi kunne gå videre, eller om vi skulle samme vej tilbage igen. 15 kilometer og toppen var stadigvæk der oppe. 17 kilometer og pludselig kunne vi se at vejen snoede sig om på den anden side af bjerget, over floden og videre over på det andet bjerg, og endte nede i landsbyen igen. Da begyndte jeg at græde. Nu kunne jeg SE vejen frem. Jeg var udmærket godt klar over at vi kun havde gået halvvejen, men jeg kunne SE hjem. Chicca, Kim og jeg var hjemme lige da solen gik ned. Den dag blev jeg et nyt menneske, og mange bøger, coachtimer og øvelser rigere. Den tur åbnede for min egen ledelsesfortælling.

Vision Board viste vejen ubevidst

Jeg laver hvert år i starten af januar et Vision Board. Et visuelt pejlemærke og budget for året der kommer. På dette års Vision Board havde der sneget sig et billede af et bjerg med. Jeg havde blot fundet billedet på nettet. Når jeg nu kigger nærmere på mit Vision Board, så kan jeg se at det rent faktisk er et billede af Matchu Picchu – Et af verdens syvende vidundere. Det magiske inkabjerg i Andesbjergene i Peru. Wauw. Vision Board virker. Billedet er i øverste højre hjørne.

Vil du se mere?

Du kan følge mig på Facebook for at se hele min rejseberetning. Jeg har lagt både beskrivelser og billeder op af hele turen til Peru. Du kan ansøge om venskab via min profil ”Kristine Karlshøj”. Du kan også følge min virksomhedsside ”Kristine Karlshøj – Lederrådgiver, facilitator og procesdesigner”. Her kan du blandt andet læse nogle af de blogindlæg jeg har skrevet.

Vil du også gøre din drøm til virkelighed?

Hvis din drøm er at skabe din egen bæredygtige virksomhed i Udkantsdanmark – og rent faktisk leve af det, så har jeg et godt tilbud til dig. Læs mere om weekendkurset Byg din business HER

Trackback URL: http://www.kristinekarlshoej.dk/2018/03/21/jeg-vandrede-mig-klog-i-peru/trackback/