By: Kristine Karlshøj On: december 01, 2017 In: Ikke kategoriseret Comments: 0

Faktisk starter historien tilbage i foråret 2017. Jeg faciliterede en (ikke særlig inspirerende) konference på Sydsjælland. Jeg havde forgæves forsøgt at få arrangørerne til at vinkle dagen anderledes, men de holdt fast i at konceptet skulle holdes. Og i særdeleshed holdt de fast i at de politikere som var med til at arrangere konferencen skulle have taletid.

Så kan du selv gætte resten… Det var ikke en ønskeopgave som facilitator, og hvis jeg havde været mere voksen (hvilket jeg jo er i dag..) så ville jeg have sagt nej tak til opgaven.

Min rolle som facilitator blev nærmest degraderet til tidsstyrer og mikrofonholder. Det positive var, at jeg fik ret god tid at reflektere over stort og småt, mens jeg faciliterede konferencen, og jeg fik snakket med nogle gode folk i pauserne.

En af deltagere som jeg talte med over kaffen, havde gennemskuet min lidt pinlige situation. Han fortalte, at han havde siddet og holdt øje med mig. Først blev jeg lidt smigret, så lidt betænkelig og til sidst spurgte jeg lige ud, hvad han havde til hensigt. Ærlighed betaler sig har jeg hørt.

Han fortalte at han var på udkig efter en facilitator til sit underviserteam, og han kunne mærke på min energi og den måde at jeg bevægede mig i rummet – at jeg var den rigtige til det job. Først blev jeg smigret igen – og dernæst betænkelig. Hvad får dig til at være så sikker, spurgte jeg. Han svarede, at man hurtigt kunne se om en facilitator indtog et rum. Det handlede om ”at tage rummet på sig”. En facilitator skal sætte rammerne, og ikke blandet sig væsentligt i indholdet. Og det havde jeg gjort til denne konference. Han var imponeret.

Da jeg kom hjem sent om aftenen og fortalte om dagens oplevelse til min kæreste, så faldt brikkerne lidt mere på plads. Min kæreste spurgte mig hvad det var for en opgave jeg var blevet hyret til af denne mystiske mand fra Østdanmark. Det fik jeg slet ikke spurgt om. Jeg ved det ikke, men det handler om facilitering.

Et par uger senere sidder jeg sammen med den gode mand til en frokost på hans kontor. Vi er i gang med at planlægge undervisning til faciliterings-uddannelsen for Djøf. Vi får hurtigt skudt os ind på form, rammer og indhold. Resten handler om at ”tage rummet på sig”. Vi skal nemlig gøre facilitering samtidig med at vi skal undervise i det.

Da jeg endnu engang kommer sent hjem om aftenen og fortæller min tålmodige kæreste om dagens gode oplevelser, så sidder han lidt og smuggriner. Jeg fortæller om faciliteringuddannelse i Djøf. Om jurister, økonomer og Københavneri. Jeg fortæller om ”at tage rummet på sig”, gode øvelser og energizers.

Jeg kan se, at hans poetiske hjerte er ved at springe i luften og om lidt kommer dagens vittige indfald..

”Ka´du Djøf den? Spørger han. Hvad mener du?..

Ka´du Djøf den? Spørger han igen.

Kan du djøffe ”højt fra træets grønne top”?

Djøøøf djøf djøf djøf djøf djøf djøøøøf, djøøf djøf djøf djøf djøøøf djøf. Djøøf djøf djøf djøf djøøøf djøf djøf, djøf djøf djøf djøf djøøøøf djøf…..

Derefter har Djøf fået en helt anden betydning hjemme hos os.

PS. 24 skønne og dygtige Djøffer er lige nu i gang med Faciliteringsuddannelsen. Og de er djøffe-mig dygtige.

Kristine Karlshøj

Lederrådgiver, Facilitator & Procesdesigner

Trackback URL: http://www.kristinekarlshoej.dk/2017/12/01/ka-du-djoef-den/trackback/