By: Kristine Karlshøj On: juli 22, 2017 In: Ikke kategoriseret Comments: 0
Klumme Fyns Amts Avis lørdag d. 2. juli 2017

Skarøfærgen ligger fra havn tidligt onsdag morgenen. På færgen sidder min kæreste og jeg med hinanden i hånden. Vi er på vej til Love In – den ultimative kærlighedsfestival fuld af dejlige mennesker og god musik. Vi har pakket den til lejligheden ombyggede trækvogn med telt, selvoppusteligt underlag og 3 liters bag-in-box rødvin af tvivlsom kvalitet. Vi tager afsted på festival som kærester i tosomhed, og vi ved, at kun vi selv kan afgøre om tosomhed bliver til mangfoldighed.

Vi er på festival for at lytte. Først og fremmest for at lytte til den gode musik, men lige så meget for at lytte til gode menneskers snak og mindst lige så meget for at lytte til hinanden. Musiker Jacob Dinesen var festivalens allerdejligste overraskelse. Vi stod sammen med gode venner og lyttede til den unge knægts fortryllende Bruce Springsteen-agtige stemme. Men det var ikke dét der gjorde ham til årets hit. Det var hans nærvær overfor publikum. Han stod på scenen så tæt på os, og kiggede på os som om han lyttede til hver af os. Han så os publikum. Han lyttede med sin krop og opsamlede signaler.

Kommunikation er kærlighed skriver Tor Nørretranders i sin bog; Det generøse menneske. Bogen handler om hvordan vi som mennesker kan gøre os umage for at skaffe mage. Den handler om vejen fra menneskets drifter til sex og senere afkom. Og det hele starter med kommunikationen. Det starter med at vi lytter til musiken og til hinanden.

 

I mit professionelle kommunikative virke handler det også om at lytte. Som facilitator styrer jeg slaget gang til konferencer, seminar og møder. Mange tænker måske, at jeg bruger det meste af min arbejdsdag på at tale. Men nej… Jeg bruger utrolig meget energi på at lytte opmærksomt. Det vigtige i en samtale handler om alt det der sker mellem ordene. Og de vigtige ord i løbet af en dag er ikke mine ord. Men kursisten, lederens eller deltagerens ord. Det er min lyttende tilstedeværelse der er afgørende for at historien bliver god. At dagen bliver afviklet godt og alle deltagerne er glade. Min lyttende, nikkende, indlevende og tålmodigt smilende og medlevende stemme.

 

Festivaler er fuld af smalltalk som indledningen til nye bekendtskaber, hurtige bemærkninger og flygtige kys. Smalltalk handler om at tale om meget lidt på meget kort tid. Reelt en meget ensidig beskæftigelse, men vældig god til at åbne rum for lytning. Smalltalk kan sætte en samtale i gang og gøre det muligt at være lyttende. Den lyttende part modtager og spejler den talende. Den lyttende gentager med et nik og gør samtalen muligt.

”Sproget er sprog fordi det er fælles. Uden sproget kunne vi sidde i hver vores lille oplevelsesunivers og ruge over vores tanker” skriver Tor Nørretranders i et kapitel om Åbenhed – fordelen ved at dele det hele. Sproget er vores fælles ressource som vi har glæde af hver dag. Med sproget kan vi fortælle historier og gøre kur til hinanden både professionelt og mellemmenneskeligt. Og sproget giver os mulighed for at lytte, nikke og være opmærksomme.

 

I dag handler det mere og mere om at fortælle historier. I nogen brancher kalder man det storytelling. Alle virksomheder (inklusiv min egen konsulentvirksomhed) har ét hovedformål. At fortælle dagens gode historie så kunderne kommer løbende til huse, lægger sig på knæ og skriger efter at købe vores produkter. Den del kaldes for markedsføring, og det handler reelt ikke meget om storytelling i egentlig forstand. Måske mere om støj.

Fakta er at vi støjer hele tiden, både som mennesker og virksomheder. Selv mens jeg skriver denne stilfærdige klumme, så spreder jeg flere ord ud i verden. Jeg er talende selv mens jeg er skrivende og du er lyttende. Måske sidder du og nikker mens du læser, måske krummer du tæer eller smiler smørret. Du lytter i hvert fald.

 

På færgen hjem fra Skarø sidder vi overfor et voksens par som tydeligt vis også har været på kærestetur på Love In. Vi indleder med lidt smalltalk med henvisning til nogle syngende gutter på færgens dæk og afventer lyttende. Resten af turen taler (især manden) i en lind strøm om skilsmisse, børneweekender, kolde fadøl og glæder sig til gensyn med Love In festivalen næste år, hvorefter han kysser sin nyligt scorede kæreste. Han havde meget på hjertet. Vores lyttende sind gjorde at han åbnede sig for os og fortalte sin historie. Vi forlangte ingenting igen. Lyttede blot.

Lyt efter næste gang du sidder over for et menneske – Der er muligvis én der gør sig umage med at omdanne kommunikation til kærlighed. Lyt og tag imod – også selvom kvaliteten på rødvinen er tvivlsom og den selvoppustelige luftmadras er flad.

 

Kristine Karlshøj

Lederrådgiver, Facilitator & Procesdesigner

Trackback URL: http://www.kristinekarlshoej.dk/2017/07/22/lyt-der-er-en-der-goer-sig-umage/trackback/